Studiemiljø tiltrækker lokale studerende

I januar 2021 åbnede Studiecenter Ringkøbing-Skjern, der har til huse i Innovest, dørene op for et nyt og indbydende studiemiljø, som er målrettet mod kommunens studerende. Her kan lokale studerende nyde godt af et fagligt og socialt fællesskab, og flere benytter sig allerede af tilbuddet.

Udbuddet af videregående uddannelser i Ringkøbing-Skjern Kommune er ikke synderligt stort, og derfor flytter mange unge til landets større byer, når de skal studere. Her har de mulighed for at tage deres foretrukne uddannelse og knytte både faglige og sociale fællesskaber. Noget, som Ringkøbing-Skjern Kommune hidtil ikke har kunnet tilbyde.

Netop det blev Studiecenter Ringkøbing-Skjern sat i verden for at ændre. Formålet med Studiecentret er nemlig at øge udbuddet af videregående uddannelser i kommunen og samtidig promovere muligheden for, at studerende kan tage deres uddannelse online og alligevel få del i et fysisk studiemiljø.

Nyt liv i Innovest

Med etableringen af Studiecenter Ringkøbing-Skjern er nye ansigter dukket op i Innovest, og det skaber liv. Studiecentret rummer studerende fra forskellige uddannelser, og særligt studerende fra markedsføringsøkonomuddannelsen benytter sig af Studiecentrets faciliteter. I samarbejde med Erhvervsakademi MidtVest udbyder Studiecentret nemlig uddannelsen til markedsføringsøkonom, og flere uddannelser skal gerne støde til.

Studiecentret er et gratis studiemiljø for alle, der studerer på en videregående uddannelse og er bosat i Ringkøbing-Skjern Kommune. Med initiativet får de unge mennesker i kommunen et reelt valg om at blive boende og tage deres videregående uddannelse lokalt. Det er nemlig ikke alle, der ønsker at flytte til en større uddannelsesby. I stedet kan de blive en del af Studiecenter Ringkøbing-Skjerns inspirerende studiemiljø og få deres daglige gang i Innovest.